Henrik Ibsens skrifter

For de i forrige måned i Kaltern modtagne 450 RmՖ: aflægger jeg Dem min forbindtligste tak.

Det var mig kært at erfare at det kgl: theater har indbetalt ​resthonoraret for «Hærmændene», men ligefuldt er og bliver det en usømmelighed ​at herr Berner, da han gjorde mig forslag angående honorarets størrelse, kunde bekvemme sig til at indbilde mig at stykket i København ikke vilde fylde en hel aften.

Jeg har havt den fornøjelse at modtage det mig tilsendte exemplar af ​4de oplag af «Peer Gynt». Der har deri hist og her indsneget sig nogle ​trykfejl, som jeg ved lejlighed skal sende Dem en fortegnelse over. – I ​det nye oplag af «Brand» har jeg ingen forandringer at gøre. –

Jeg kommer nu ganske uforbeholdent med et spørgsmål, som jeg, i betragtning af vort mangeårige venskabelige forhold, håber at De ikke tager mig ilde op eller betragter som indiskret. ​En korrespondent fra København skriver nemlig i det norske «Morgenbladet» no 291, A følgende: «Fra sikker kilde ved jeg at professor M: Goldschmidt får noget over 200 kroner for ​oktavarket af sine ​«Livserindringer», hvis første del vil udkomme ved nytårstid på den Gyldendalske boghandels forlag; men der trykkes rigtignok også 2500 exemplarer i første oplag.» Kære herr Hegel, hvorledes skal jeg opfatte dette? Korrespondenten udtrykker sig med en sådan sikkerhed og nøjagtighed at man synes at måtte antage hans meddelelse for rigtig. Men kan det virkelig forholde sig så at Goldschmidt ​for hvert 1000 exemplarer modtager et omtrent dobbelt så stort honorar, som jeg? Jeg har, som De ved, ​kun mine bøger at leve af, og De vil ikke fortænke mig i at jeg åbent og ligefrem henvender mig til Dem med dette spørgsmål. Jeg vilde næppe have fæstet lid til notitsen i Mgbl: hvis jeg ikke derved var kommen til at erindre at det engang har været fortalt at også ​en anden forfatter skulde af Dem erholde et større honorar end jeg. Også denne påstand beder jeg Dem til min beroligelse berigtige; men først og fremst beder jeg Dem om ikke at lade min henvendelse øve nogen indflydelse på det venskabelige forhold, der nu så længe både privat og i forretningssager har bestået mellem os. De har vist mig mangfoldige og store venskabstjenester; men den største tjeneste, De kunde vise mig, vilde være at betragte min forespørgsel som en ganske almindelig forretningssag, og i det faste håb at dette vil ske tegner jeg mig med de venligste hilsener